top of page

MIT SYN PÅ LEG :

Leg som æstetisk udtryksform

Der er i den internationale legeforskning overordentlig mange forskellige og modsatrettede synsvinkler på og meget forskellige teorier om hvad leg er. Så når vi taler og skriver om leg er det vel frugtbart at vi redegør for hvilken synsvinkel vi anvender, og i bedste fald giver en forskningsbaseret definition af leg. Jeg er grundlæggende inspireret af den danske pioner i den nordiske børnekulturforskning :  Flemming Mouritsen, der var ansat ved SDU, da jeg tog min kandidat-uddannelse i Børne- og Ungdomskultur i tidsrummet 1996-1999.

Mouritsen (1996) beskriver en børnenes legekultur forstået som børnefællesskabets repertoire af æstetiske symbolske udtryksformer, hvor legen er en af disse. De æstetiske udtryk skal produceres, så leg er ikke et biologisk, udviklingsmæssigt fænomen knyttet til barndom, men en menneskelig udtryksform, der også udøves af voksne.

Jeg er inspireret af Mouritsen´s begreber "Formel og Improvisation" hvilket jeg forstår således at børn har adgang til et råstoflager af "formler" - små chunks af information, der aktualiseres i den konkrete udøvelse af udtrykket ved hjælp af variation og improvisation. (Mouritsen 1996)

En anden forsker jeg er inspireret af er sociologen William A. Corsaro: Han bruger begrebet "Fortolkende reproduktion" til at overskride den traditionelle opfattelse af leg som imitation og reproduktion af det børn har kendskab til fra deres hverdagsliv. (2002) Når den information børnene har kendskab anvendes i legen sker det som en repræsentation og fortolkning af deres viden. Jeg er også inspireret af Corsaro´s metodiske valg i form at etnografisk feltarbejde i børnenes naturlige omgivelser. (Corsaro 1985)

En tredje inspiration er den amerikanske legeforsker Brian Sutton-Smith der beskriver leg som en æstetisk udtryksform: I teksten "Epiloque: Play as Performance" (1979) beskriver han, inspireret af folkloristikken, "Leg som performance" - en æstetisk udtryksform, som barnet tilegner sig i samspil med primære omsorgsgivere.

Alice M. Meckley (1994) er en af de amerikanske forskere, der arbejder på grundlag af Sutton-Smith´s teori om leg som performance. Hun undersøger i sin PhD afhandling de sociale lege i børnefællesskaber og påviser den viden om legenes form og indhold der bliver udvekslet mellem de børn, der leger i samme miljø.

Catherine Garvey (1979) : Jeg er inspireret af Garvey´s ikke-definition af leg, af hendes interesse for leg som noget børn producerer. Som en af de første laver Garvey et opgør med de traditionelle udviklingspsykologiske teorier om legens funktion og betydning. I hendes forskning er hun optaget af at finde ud af HVORDAN børn leger, HVILKE FÆRDIGHEDER der skal til og ikke mindst HVORDAN BØRN LÆRER AT LEGE. (Se opslaget om Garvey)

Eli Åm (1987) har været til inspiration på 2 måder: dels gennem hendes model af legens rum samt gennem hendes socialantropologiske metode i form af deltagerobservation, hvor hun som forsker deltager i børnenes lege med intention om at afdække legens mening for de legende - og dermed som en af de første til at anlægge et børneperspektiv.

R. Keith Sawyer  (1999) som i sin PhD afhandling argumenterer for og påviser hvordan improvisation er en væsentlig faktor i  den sociale lade-som-om leg blandt børn i børnehaven. På samme måde som improvisation er en væsentlig del af andre hverdags-æstetiske og kunstneriske udtryksformer, som hverdagssamtaler, musik og spontanteater.

Litteratur:

Corsaro, William A. (1985) : Friendship and peer culture in the early years - Ablex Publishing Corp.

Corsaro, William A. (2001) : Barndommens Sociologi - Hans Reitzels Forlag

Garvey, C. (1979) : Leg – Hans Reitzels Forlag

Meckley, Alice M. (1994) : The Social Construction of Young Childrens Play  - University of Pennsylvania

Mouritsen, Flemming (1996) : Legekultur - Odense Universitetsforlag

Sawyer, R. Keith (1997) : Pretend play as Improvisation - Lawrence Erlbaum Associates

Sutton Smith, Brian (1979) : Play and Learning - Gardner Press

Åm, Eli (1987) : Lek i et antropologisk perspektiv – I.: Norsk Pædagogisk Tidsskrift

© 2020 Legeforskning af Kaare W. Nielsen

I'm a paragraph. Click here to add your own text and edit me. It's easy.

bottom of page